Rødt benspænd er en serie lærreder i formatet 150 x 195 cm. Arkadiske havemotiver. Alle værker er i første malelag malet nonfigurativt i abstrakte farveøer.
"Min billedkunstneriske praksis er fyldt op med billeder, der berører det arkadiske landskab. Det kan være et klassisk værk fra kunsthistorien eller et konkret foto, der sætter gang i maleprocessen. Bare det ikke er for fastlåst. Det kan være en tegning, et gammelt tryk fra en bog eller et dårligt sorthvidt print af et fotografi. Motivet skal åbne op for den indre fornemmelse, der smelter sammen med motivet i skabelsen. Nogle fotos har været en tur igennem en sampling i computeren eller brug af spejling, der åbner for symmetri og nye formater af parklandskaber.
I de tidligere malerier vægtede jeg proportioner med et klart formuleret rum. Idag er farven, stofligheden og især penselsstrøgene mere udtalt i samklang med de mere abstrakte porcelænsarbejder jeg bemaler."